22. august 2018

Flemming Efterskole inviterer indenfor til fællessang

Sang og musik er en fast del af efterskolelivet, og det kan du selv opleve når Flemming Efterskole inviterer til åben sangtime søndag 2. september med pianist Rasmus Skov Borring.

Oplev efterskolelivet og glæden ved fællessang på Flemming Efterskole, når skolen søndag 2. september kl. 19-21 inviterer til åben sangtime i fællesskab med musiker Rasmus Skov Borring.

- Det er en aften, hvor vi samles om glæden ved at synge, også selvom man måske ikke lige er den bedste til det, skal man være velkommen. Det er fællesskabet, der er i fokus, fortæller musiklærer Mette Riis Holm.

Glæden ved fællessang
Hun arrangerer sangtimen sammen med pianist, komponist og foredragsholder Rasmus Skov Borring, der blandt andet har skrevet musikken til Flemming Efterskoles egen sang Stjernerne kalder og landsstævnesangen Giv os lyset tilbage, som i 2015 lå på en tredjeplads på DR’s top 50 over danskernes foretrukne sange.

- Du kommer til at opleve glæden ved fællessang akkompagneret af rytmisk klaver i et udvalg af forskellige tiders tekster og kompositioner fra Højskolesangbogen – kombineret med fortællinger om sangene, fortæller Rasmus Skov Borring, der både vil præsentere velkendt og nyt materiale.

Arrangementet er gratis og for alle interesserede. Man behøver ikke at have en særlig tilknytning til skolen for at deltage. Dørene åbner kl. 19, og forventningen er, at den sidste sang er sunget omkring kl. 21. Det er ikke et krav, men man er velkommen til at følge med på facebookbegivenheden for aftenen.

Læs mere om Flemming Efterskole på deres profil.

Tilbage til oversigten

Følg med på Facebook

Læs også

bubble