21. juni 2018

Jeg elsker fællesskabet

En feber kan smitte, men det behøver ikke være en dum ting.

VM i fodbold er startet, og jeg har feber. VM feber. Jeg har fra barnsben været en fodboldpige, og jeg kan da godt nyde en landskamp i ny og næ. Men jeg foretrækker fodbold på et stadion og helst det lokale.

Nu er jeg blevet smittet med feberen. Alle taler om fodbold, og mit newsfeed på Facebook svømmer over med statusopdateringer omkring kampene. Hvordan kan man næsten undgå at blive smittet?

Min mand elsker, at vi ikke længere skal skændes om fjernbetjeningen, og jeg nyder, hvis en kamp ses sammen med flere. Jeg dyrker fællesskabet, og samhørigheden omkring en begivenhed. Både enkeltstående eller længerevarende.

Om en måned skal jeg igen skændes med manden om fjernbetjeningen.

Sådan er det også med Best of projektet her. Det startede med et lille kaffemøde. En idé blev forelagt. Idéen blev købt. Jeg blev smittet af Jørn’s feber. Den bedste feber. Et nyt fællesskab var opstået.

I knap en måned har jeg været med til at skabe indhold til siden. Jeg har kørt kommunen tynd for at tage billeder og opdage nye steder. Facebookopslag er blevet positivt modtaget. Fællesskabet vokser, og jeg kan mærke samhørigheden.

Kommunen er fyldt med skønne områder og flotte seværdigheder. Nogle har jeg faktisk aldrig besøgt. Mange får et glædeligt gensyn, mens andre skal udforskes. Jeg er taknemmelig for, at jeg nu pludselig har fået muligheden for at se og udforske kommunen. Og samtidig give dig muligheden for også at få samme oplevelse.

Jeg har fået et større fællesskab, og jeg kan mærke en samhørighed, mens jeg bygger bro mellem de 31 lokalsamfund i hele kommunen.

Best of er en begivenhed. En længerevarende. En hjemmeside og Facebookside med fællesskabet og samhørigheden for øje.

Den grønne farve på hjemmesiden har jeg valgt. Grøn er håbets farve og i den spirituelle verden er den grønne farve ofte lig med kærlighed.

Jeg håber, at min kærlighedsfeber vil smitte af på dig, så du vil indgå i fællesskabet og samhørigheden omkring alt det bedste i kommunen. At du vil like Facebooksiden, at du vil reagere og kommentere på opslagene samt dele de opslag, du finder relevante. At du vil bruge hjemmesiden til at finde det, du lige står og mangler eller til at finde en begivenhed, en seværdighed eller et naturskønt område, når du alligevel vil en tur ud i det blå.

Er du blevet smittet? 

Kærligst Vivi H. Nielsen Mathiasen 

Tilbage til oversigten

Følg med på Facebook

Læs også

bubble